Viser opslag med etiketten Hæklerier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hæklerier. Vis alle opslag
mandag den 16. september 2019
Same same but different...
De er bare så pi... hyggelige at hækle, de her net - og jeg har ingen på lager endnu, fordi jeg giver dem alle væk, så snart de er færdige. Ren win win, jeg er beskæftiget og veninderne elsker at få hjemmelavede net som gave! Prøv det, det er super fed god karma.
Gratis opskrift kan stadig hentes lige her
tirsdag den 13. august 2019
Det hemmelige projekt til Anna
Kan I huske at jeg sidst i januar måned begyndte at hækle Lutter Idyl´s sekskanter???
Jeg havde jo ryddet op i mit garn og fået det farvekoordineret. Pludselig kunne jeg se, at jeg havde en hel del farver, som sagtens kunne stå flot sammen, og et nyt stort projekt blev derfor startet op.
Ret hurtigt besluttede jeg mig for, at tæppet med sekskanterne skulle være en gave til Anna, når hun startede på efterskole her efter sommerferien. Anna vidste absolut ingenting - og kommenterede heller aldrig på hverken form eller farver.
Men Anna blev glad, da hun sad om bordet med en stor flok af hendes veninder, og jeg hæftede den sidste ende og sagde, så er det færdigt og jeg har lavet det til dig.
En tur forbi mormors vask og pres gjorde bestemt underværker på tæppets form, og jeg håber, at Anna vil bruge det på efterskolen. Der er lagt rigtig mange timer i tæppet(!) - ja jeg tror faktisk aldrig, at jeg kaster mig ud i et sådan projekt igen.... Shit en lang proces! Heldigvis har jeg mange veninder, som heppede på mig undervejs, og jeg er så glad for, at jeg kom i mål.
Jeg elsker frasen om, at der i sådan et tæppe her er hæklet enormt mange tanker og kærlighed med ind i trådene. Der er en del meditativ fordybelse ved at hækle synes jeg. Jeg kan på ingen måde undvære det mere. Jeg slapper af og stresser af ved det.
Måske jeg alligevel skulle gå i gang med et tæppe mere....
![]() |
| Tæppet inden vask og pres - en smule mere bulet efter at jeg har hæklet sekskanterne sammen. |
fredag den 12. juli 2019
Nemt sommer projekt
Jeg har hæklet et super fint Summer Breeze strandnet efter opskrift fra Hobbii.dk
Jeg har dog undladt mønsteret i pkt. 13 og blot hæklet stgm! Men opskrift er super nem og lige til at gå til.
Nu går vi på ferie, 3 uger med sol, strand og vand. Rigtig god sommer til Jer alle.
tirsdag den 28. maj 2019
Jeg har hæklet fine bølger
Vores weekend blev tilbragt på Danmarks nordligste punkt - Skagen - sammen med gode venner og vores dejlige drenge. Jeg elsker det! Elsker solen, bølgerne, lyset og den afslappede stemning der herskede i sommerhuset.
Jeg er ret vild med min bølgede mundserviet, som jeg hæklede i bilen på vej til Skagen, opskrift har jeg fundet hos Anja
torsdag den 16. maj 2019
1,2, mange
Det startede sidst i januar måned, hvor jeg tog mig gevaldigt sammen og fik farvekoordineret mit bomuldsgarn. Ret hurtigt kunne jeg se, at der alligevel var en del farver der sagtens kunne gå sammen, og da jeg havde forelsket mig i de fine sekskanter fra Lutter Idyl måtte jeg starte et nyt projekt op.
Det har været et skønt projekt at have, fordi sekskanterne ikke kræver så meget. Lynhurtigt kunne jeg opskriften udenad, og det er nemt at have med på farten, hvad enten du sidder som passager på en lang køretur, venter i hallen på gymnastik, fodbold eller håndbold eller bare lige skal koble af med kaffen på terrassen.
Når jeg har lavet nogen af mine andre tæpper, har det halvvejs været et stort projekt at slæbe med frem og tilbage. Omend også varmt at sidde med om sommeren.
Nu har jeg 120 færdige sekskanter med lysegrå kant. De skal nu hækles sammen til et stort tæppe og gives væk som en gave. Jeg håber modtageren bliver glad, der er hæklet enormt megen kærlighed og tanker ind i lapperne.
Jeg er mega spændt på at se det færdige projekt.
tirsdag den 7. maj 2019
Glæden ved at give
Jeg kan godt se, at jeg lidt havde lovet, at der ikke kom flere grydelapper på bloggen....men altså alle de skønne damer og lækre kvinder, som jeg har foræret et par til, de bliver bare så glade!!
Så bliver jeg jo nød til at hækle en stak mere. Jeg elsker at forære noget væk, når jeg kan se, at folk bliver glade og måske ikke lige forventede at få noget af mig.
Jeg synes, det er en virkelig fed måde at få brugt sine garnrester på, og så elsker jeg at lege med farverne og skabe det melerede udtryk, som grydelapperne får med denne teknik.
Opskrift på teknikken til grydelapperne er herfra
mandag den 15. april 2019
Hæklet gave til Mors Dag
Så har min dygtige mor været i gang igen! Søndag den 12. maj er det mors dag, og du kan sagtens nå at hækle dette håndklæde, i lige netop den farve du ønsker.
Mønsteret er som altid nemt at gå til. Rigtig god fornøjelse og god påske.
fredag den 29. marts 2019
Skønne kønne stjerner // Lille kosmetikpung
Pinterest inspirerer mig stadig rigtig meget, og den anden dag faldt jeg over en lille fin hæklet kosmetikpung i det fine stjernemønster.
Dygtige Anja linker til stjernemønsteret og har en fin vejledning liggende på, hvordan man nemt syer foer og lynlås i sit projekt.
Jeg købte engang en del DROPS Paris 8/8 (fejlkøb) - men til dette projekt er garnet helt perfekt, så jeg må hellere lave nogen flere!
onsdag den 13. marts 2019
DIY - Personificer din oplader!
Det tog ingen tid og var sk... nemt!
Vælg garn og farvespil. Hækl løs. Voila. Din helt egen personificerede oplader.
Det er bare SÅ MEGET mig!
tirsdag den 26. februar 2019
Hækleri med læder og retro bambus
Jeg har hæklet mig et fint rummeligt net med skøn læder bund og kraftige retro bambus håndtag!
Idéen med læder bunden så jeg i et tillæg fra Hendes Verden, hvor Stine viste sit net frem. De smukke gamle bambus håndtag have jeg liggende, og synes det er fedt, at de nu endelig bliver brugt igen.
Nettet er hæklet udelukkende i fastmasker med Drops Paris 8/8 på nål 4. Lukkemetoden til håndtagene er noget selv-biks, men det blev faktisk super godt!
tirsdag den 29. januar 2019
6 kanter, blot løkker
Jeg har fået farvekoordineret mit bomuldsgarn. Det gav overblik, og jeg kunne ret hurtigt se, at jeg havde en del douche farver, som sagtens kunne blive til et større projekt.
Så jeg forelskede mig i de fine hæklede sekskanter fra Lutter Idyl og gik i gang torsdag eftermiddag over en kop kaffe hos min kreative mor.
Nu har jeg 21. De er så hyggelige at sidde med og er sådan et projekt der nemt kan slæbes med overalt. Det kan jeg li´
onsdag den 16. januar 2019
Kærlighedstæppet
Jeg har hæklet mig et stort multi-colour kærlighedstæppe i de skønne granny stripes.
Kærlighedstæppe, fordi det er bredt nok til at lune 2, som ligger tæt.
Der er ikke tænkt over farvesammensætningen, jeg har blot brugt af alle de farver, der er i kurven.
Hvad skal jeg nu hækle.....?
tirsdag den 18. december 2018
Jule-bestik-strømper til alle gæsterne
I slutningen af november måned postede Trine et indlæg om hendes hæklede jule-bestik-strømper.
Jeg var endnu engang solgt. De er bare så fine! Så hentede hurtigt opskriften lige her
Så var det bare at komme i gang.
I går aftes blev jeg færdig, så nu har jeg 11 små strømper klar til juleaften. Synes de er blevet så fine og i alle mulige farve-kombinationer, sådan som jeg allerhelst vil ha´ det.
Serviceinfo
Jeg ved godt, at nogen af min mors opskrifter er gået tabt, da jeg flyttede bloggen tilbage. Men skriv endelig en mail til mig, hvis I lige mangler én af dem der er forsvundet, så mailer jeg den retur til Jer!
mandag den 10. december 2018
Hækl dit eget mini juletræ!
Min kreative mor har hæklet de fineste små mini juletræer, som kan anvendes til mange ting!
Dem kan du nemt nå at hækle et par stykker af til jul.
Mini juletræ
Opskrift Astrid Melchart efter diagram fundet på Pinterest
Lav en magic ring, hækl 3 lm og 14 stgm om ringen, afslut med 1 km i den øverst af d 3 lm. Træk m sammen.
1 lm, 1 fm, 1 fm, i næste m 1 halv stgm og 1 stgm. I næste m 1 stgm, 1 dobbelt stgm, 2 lm, 1 dobelt stgm og 1 halv stgm ( toppen af træet) i næste m 1 stgm og 1 halv stgm, 1 fm i hver af de næste 3 m. I næste m 1 halv stgm, 1 stgm, 2 lm, 1 stgm og 1 halv stgm ( hjørne) i de næste 4 m hækles 1 fm i hver. Nu er du ved sidste hjørne, der hækles 1 halv stgm , 1 stgm , 2 lm, 1 stgm og 1 halv stgm i samme m, i næste m 1 fm ,slut af med 1 km i lm . Hæft de 2 garnender.
Træstamme; Sæt garnet til ved 4 m, hækl 1 fm,1 fm og 1 fm, vend med 1 lm, hækl 1 fm i de næste 2 m, vend med 1 lm, 1 fm i de næste 2 m. Færdig og hæft
onsdag den 5. december 2018
Hæklet frugt- og grønt net #sparpåplastik
Opskrift net til frugt og grønt
Idé Libbie Melchart - opskrift og design Astrid Melchart
Bomuldsgarn 55 g – nål 2,5
Farveskift efter behag
Hækl 2 lm, hækl 6 fm i 1. lm – brug evt. en tråd eller maskemarkør nu
Hækl 2 fm i hver m = 12 m
Hækl skiftevis 1 fm, 2 fm i næste m =18 m
Hækl ” 1 fm, 1 fm, 2 fm i næste m = 24 m
Hækl ” 1 fm, 1 fm, 1 fm, 2 fm i næste m = 30 m
Sådan fortsættes der med at øge med 6 fm på hver omgang til der er = 120 m
Hækl 1 km i næste m, 5 lm, spring 1 m over, 1 stgm, 2 lm, spring 1 m over, 1 stgm, fortsæt sådan hele vejen rundt, slut af med 2 lm. 1 km i den 3. lm af de 5 lm = 60 huller
Hækl 5 lm, 1 stgm i næste stgm, 2 lm, 1 stgm i næste stgm, fortsæt sådan hele vejen rundt, og slut af med 2 lm, 1 km i den 3. lm af de 5 lm
Nu kører det, så du hækler i alt 15 rækker og her slutter du omgangen som du plejer, derefter 1 km rundt om de 2 lm, 3 lm, 1 stgm, 2 stgm om de 2 næste lm, fortsæt med stgm hele vejnen rundt, afslut med 1 km i 3. lm
hækl 3 lm 19 stgm, 26 lm, spring 14 m over, 46 stgm, 26 lm, spring 14 m over, 26 stgm, 1 km i 3, lm
3 lm, 19 stgm, 35 fm omkring de 26 lm, stgm til næste hank, 35 fm om hanken, stgm det sidste stykke, afslut med 1 km i 3.lm. Og hæft.
Rigtig god fornøjelse!
fredag den 6. april 2018
Edelweiss sjal

På en uge har jeg hæklet mig det skønneste sjal i babyalpaka.
Sjalet hedder Edelweiss og opskriften er gratis tilgængelig hos Drops Design lige her
Jeg har sparet lidt på garnet og købt den noget billigere Drops Nord hos Yarnliving. Det halverede lige omkostningen på sjalet, og kvaliteten på Nord skal man ikke kimse af.

Den okkergule farvede garn havde jeg faktisk 6 nøgler liggende af, indkøbt til et projekt jeg ikke husker, så havde jeg også 1 nøgle af den gammelrosa, så kunsten blev, at få de to farver mikset sammen. Tilkøbte derfor den støvede rosa og lidt flere nøgler gammelrosa. Er vild med farvespillet og det look sjalet fik.
Rigtig god weekend alle sammen.
søndag den 22. oktober 2017
Smukke engle // Opskrift
Min mor har endnu engang lavet det fineste mønster. Smukke små engle under en stjernehimmel er oplagt både nu og måske som en gave til jul.
tirsdag den 10. oktober 2017
Mit helt eget tæppe

I weekenden blev jeg færdig med zig-zag tæppet til mig selv. Synes pastellerne brydes så flot af den lidt skarpere gule farve. Det er helt perfekt til min mørkegrå sofa.
Hæklet i bomuld 8/4 på nål 3

Jeg ved ikke helt, om jeg er færdig med det fine zig zag mønster. Tænker det kunne være hyggeligt, at hækle på en større nål i en kraftigere garn.
fredag den 29. september 2017
Onion No. 4 Organic wool

For et par uger siden camperede vi i Nyborg. Tommi løb sit første halvmarathon hen over Storebæltsbroen.
Undervejs i bilen, da vi krydsede Fyn, blev jeg færdig med halstørklædet, som jeg har hæklet i det skønne garn Onion No. 4 Organic, som er 70% økologisk uld og 30% nælde fibre.



Vi nød at afslutte årets camping sæson tæt ved vandet.
I denne weekend skal jeg også ud til vandet. Det er nemlig endnu engang Krea-weekend, faktisk den 14. af sin slags, og jeg skal mødes sammen med Gitte, Pia og Lena i et lille sommerhus. Jeg tror ikke det længere er nødvendigt, at skrive hvor meget jeg glæder mig.
tirsdag den 29. august 2017
Fire farveskift

Det skrider fremad for mig med tæppet til min veninde.
Fik det målt den anden aften og kunne konstatere, at jeg nu kun mangler 4 farveskift, så er tæppet færdig. Tænker det er ret godt gjort, eftersom det lå stille næsten hele sommeren, og jeg startede på det midt i juni måned.

Jeg har lavet en strikkeprøve på pind 9 og vil helt uden at blinke, kaste mig ud i at strikke denne sweater. Nu skal tæppet bare gøres færdigt, og jeg skal have købt det helt rigtige garn til formålet. Det bliver et dejligt vinter-projekt.
Abonner på:
Opslag (Atom)


















