onsdag den 5. december 2018
New York // At rejse med børn
Der er nu allerede gået en måned siden, vi var på den mest fantastiske ferie i New York. Hvor har vi set og oplevet meget! New York tog os alle med storm. Hvor er det bare en fed by, og for én som mig, der aldrig har været i Amerika før, må jeg sige at amerikanernes humør og livsanskuelse, væremåde er fænomenal. Overalt mødte vi venlighed. Ikke en eneste gang følte jeg mig utryg.
Vi landede i det hus vi havde lejet, i Brooklyn, lørdag aften. Fik hurtigt orienteret os, handlet ind til morgenmad og hentede pizza, som vi nød i den lille gårdhave, der hørte til huset. Så var vi endelig ankommet, en hel speciel følelse at sidde der i en indhegnet baggård og bare lytte til byens summen. For hvis der er noget, de er gode til “over there”, så er det at være højlydte. Her vender man sig ikke om og kigger ,hvis én spiller højt musik i bilen, eller vælger at cykle med en højtaler hvor bassen bare hamrer derudaf. Her må man gerne skille sig ud og være sin egen. Jeg er så blown away over Deres forskellighed. Over, at de ikke lader sig diktere af moden, men selv skaber den. Når man som mig bor i en lille by ude på landet, har man tendens til at følge det alle andre går i, efter kutymen at – har man set længe nok på det, er det nok smart og trendy.
Søndag tog vi ind til Liberty Park for at se Ground Zero. Det tog fuldstændig pusten fra os! Det mindesmærke er så smukt og bevægende. Vi tog ind i museum Memorial 9/11, og ingen af os fortrød den beslutning. Det museum er så mørkt og tankevækkende. Alle er helt stille og rundt omkring hører man optagelser fra dagen. Jeg er glad for at Anna, Victor og Emil var med. At de med egne øjne fik set, hvad der skete den dag.
Vores anden dag i New York brugte vi på at besøge Liberty Island hvor Frihedsgudinden står så smukt. Hende skal man se. Hvor er hun flot, som hun står der og tager imod.
Hun tog imod de godt 12 millioner emigranter, som kom sejlende i Deres rejse mod en ny fremtid i USA fra 1892-1954. 300.000 heraf var danskere. Da blev hun symbolet på Frihed og på en ny begyndelse for dem. Vi besøgte også Ellis Island, som blev brugt som gateway for alle 3. klasses rejsende. De skulle igennem øen, for at blive tjekket for sygdomme, inden de fik lov til at komme i land. Ellis Island fungere som gateway fra 1892 og til 1954. Fantastisk at bevæge sig rundt i de store smukke lokaler, hvor så mange mennesker, med garanti dybt frustrerede. De var bange, havde sejlet i over 10 dage, forstod ikke sproget og vidste ikke hvad lægerne ledte efter og hvad der skulle ske.
Eftermiddagen brugte vi på afslapning i Central Park på én af de bedste offentlige legepladser. Det kan de derovre, så mange lækre lege zoner til både børn og voksne.
Dag 3, tirsdag, startede med en gåtur over Brooklyn Bridge i det flotteste solskinsvejr! Vi var så heldige med vejret derovre. Videre på gåben igennem China Town, som stille var ved at vågne. Vi iagttog alt Deres meget forskellige mad, der bare står ude på gaden. Gamle damer der rodede rundt i enorme kasser med tørrede svampe, for naturligvis at finde de bedste. Derefter med bus til Greenwich village for at komme forbi “Friends” apartment og se Carrie´s trappe (Sex & The City), det var jo også 20 år siden, at det første afsnit af serien med Carrie og hendes skønne veninder blev vist i USA.
Vi oplevede The Highline, som er en nedlagt højbane, på Manhattans vestside, den var i brug fra 1934-1980, og er nu omdannet til en park, der svæver over og igennem byen. Helt vildt fantastisk smukt, men mange forskellige træer, planter og rislende vand.
Vi kom også forbi Flat Iron Building, som betog mig meget. Sikke et bygningsværk. Bygningen ligger i krydset mellem Broadway og Fifth Avenue og stod færdigt i 1902. Da var det den højeste bygning i New York, og alle forventede, at den ville styrte sammen.
Vi tog også turen 69. etager op på Top of the Rock (Rockerfeller Center) WAUW! Vi var blown away alle mand. Sikke en udsigt. Sikke en by. Sikke en summen af aktivitet. Videre forbi biblioteket, en gratis oplevelse, om end også meget smuk og betagende. Bestemt et besøg værd.
Dag 5, torsdag, tog vi direkte ind til American Museum og National History, et af mine ønsker. Herhjemme i Danmark graver vi gamle potteskår op af jorden og udstiller dem, men fordi Amerika er så “ungt” et land, formår de at have bevaret masser af ting, der ikke først skal graves op af jorden. Museet er grundlagt i 1869 og rummer så mange smukke velbevarede ting fra f.eks. indianerne. Så smukt og meget interessant. Alt er fotodokumenteret, og man skal afsætte god tid her. Jeg fortryder ikke, at jeg “tvang” familien med herind.
Dag 6, fredag, slentrede vi Brooklyn Downtown, her er der hipt, her er der ungt, det ser man tydeligt. Den nyanlagte Domino Park med fabelagtige legepladser, springvand og kunstig støvregn. Det område skal opleves. Helt ud til vandet og med storbyen som kulisse. Emil blev naturligvis drivvåd, jeg vendte kun ryggen til i ganske få minutter, men han grinte og nød det og fortsatte videre kun i underbukser.
Vi har gået mange kilometer. Rigtig mange kilometer. Ingen af børnene klager sig, de ved, at nu er vi af sted, og nu skal der opleves 100%. Jeg nyder disse ture. Nyder at opleve og få oplevelserne sammen med dem, jeg elsker allermest. Så spar ikke op til solferien, ugen ved poolen, spar op til oplevelses-ferier. Se verden. Udforsk.
Vores liste over storbyrejser er:
2015 London
2016 Berlin
2017 Amsterdam
2018 New York
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg elsker hver kommentar jeg får, og er du ny så kigger jeg forbi hos dig :)