tirsdag den 9. februar 2016
Halvt brød - halvt kage
Tilbage til det med at blive inspireret og ikke mindst fascineret i og af blogland.
Jeg læser flittigt med hos en del madbloggere. Helst dem, der ikke er alt for spelt- og økofikseret. Jeg mærker tydeligt, at det bliver en killer for mig, hvis jeg allerede på forhånd ved, at jeg ikke kan opstøve halvdelen af ingredienserne fra opskriften nede i den lokale Brugs.
Hos Mie, der blogger på Madling.dk er der masser af lige-til-at-gå-til opskrifter, og jeg fik afprøvet hendes kanelbrød i går eftermiddags og mums siger jeg bare. Kanelbrødet er lidt en mellemting imellem brød og kage, det dufter og smager dejlig sødt. Jeg tilsatte dog lige 2 mosede bananer, blot fordi de lå og rynkede lidt ad mig i frugtskålen. Næste gang jeg bager det, vil jeg prøve at tilsætte lidt groft mel, for at se hvordan det virker.
Ungerne spiste det endnu lune brød med velbehag, og for mig er der bare ikke noget bedre end at bage noget, der hurtigt bliver spist. Emil fik endda et stykke med i madpakken, for som min veninde Maria så klogt har oplyst mig om, og jeg citerer hende lige:
"Jeg giver dem tit med i madpakke og frugtpose til ungerne, og det har jeg slet ikke dårlig samvittighed over. Det er en kage, ja. Men det er stadig en hel del sundere end mange af de frugtyoghurter, mælkesnitter og hvad man ellers fylder børns maver med i dag. De her muffins er lavet af rene, økologiske råvarer – det er rigtig mad, som kroppen kan genkende og anvende. Det må alt andet lige være noget sundere end alle de tilsætningsstoffer, farvestoffer og konserveringsmidler, vi ellers får indenbords. Også selvom man får lidt sukker og fedt med i købet."
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg elsker hver kommentar jeg får, og er du ny så kigger jeg forbi hos dig :)