Jeg krummer tæer og græmmes

Torsdag eftermiddag blev jeg ringet op af skolen, Anna var faldet og havde ondt i sin arm.

Vi ringede til skadestuen kl. 14.10 og fik en tid i Aabenraa kl. 14.45, blev modtaget af en sød sygeplejerske, Lisa, som undersøgte Anna og skrev journal om hvad der var sket, derfra direkte videre til røntgen og retur til venteværelset.

Kl. 17.50 blev vi hentet af en ny sygeplejerske, Heidi, som viste Anna røntgenbillederne og fortalte at hendes håndled var brækket og hun havde et greenstick brud på underarmen. Anna fik lagt gips og vi blev informeret om forløbet. Hun var så sød og gav sig god tid til os hvilket jeg værdsætter meget højt!

Kl. 18.07 kørte vi fra skadestuen - Anna med sin arm i flot blå gips.

Men....for dælen da, at sidde i et venteværelse på en skadestue og høre hvordan folk snakker. Jeg krummer tæer! Der sad to mødre, den ene dreng havde et stort plaster i panden og den anden dreng havde armen i gips, men de hujede rundt og hyggede sig i legehjørnet, hvor Ramasjang også kørte for fulde drøn. Moderen til drengen med arm i gips, prøvede at piske en stemning op overfor den anden mor ku´ jeg mærke. Jeg spurgte på et tidspunkt, om hvor længe de havde ventet, hun havde været der siden kl. 11. Det er også lang tid, I know, men jeg bliver forbavset over hvordan tonen blev. Ja hun ku´ jo se på hendes App, at der ingen ventetid var i Sønderborg og Tønder, "øh App" spurgte jeg?? Ja hun havde da en App, så man kan se, hvor lang ventetid der er på de forskellige skadestuer i området...og hvis ikke de kom ind inden kl. 18 så kørte hun hjem, så måtte hendes dreng overleve at han havde ondt i tommelfingeren. Det var hun ligeglad med, det her var under al kritik!
"Ej det mener du da ikke" kom jeg til at sige...

Hun fortsatte til den anden mor: "Se(!) læger og sygeplejerskerne, de render rundt derude på gangen og ser ud som om de har travlt!"

Der sad to meget unge piger, hvor den ene havde slået sit knæ. Så startede de op, og min Anna begyndte også at sukke højlydt, for nej det er ikke sjovt at vente. Så lukkede jeg op for sluserne, fortalte højlydt Anna, at det jo ikke kan nytte noget! Nu sidder vi her, og vi skal jo nok komme for, når det er vores tur. Vi har lige hørt udrykning fra en ambulance, det er jo nok noget værre end at sidde her med ondt i en hånd!

Kan det virkelig passe, at man som mor sidder og beklager sig så højlydt i et offentlig rum + at hendes søn jo overhører alt. Jeg græmmes og bliver flov - virkelig. Vi har det simpelthen for godt her i Dk.

Hjemme igen lå Anna i sofaen og på tv´et toner reklamen for børnene i Nepal. "Jeg kan ikke holde ud at se den reklame mor" sagde hun - "Nej det kan jeg heller ikke"....."......og mor de kan jo heller ikke bare lige komme hen på en skadestue og blive tilset af en læge" tilføjede Anna....

Lige nu her, siddene bag skærmen, irriterer det mig grusomt, at jeg ikke tog den op med moderen lige der i venteværelset.

Kan I alle have en dejlig weekend og pas på Jer selv og hinanden.