mandag den 4. maj 2015

Camping med solskin



Sidste år var jo vores debut med campingvognen og vi elsker det. Vi er heldigvis begge enige om, at det den skal bruges til er, at komme rundt i landet og opleve nye steder. Vi blir, som tingene ser ud lige nu, aldrig fastliggere. Det tiltaler os slet ikke, at man nærmest kender hele pladsen og har plæneklipper, cykel og webergrill stående bagved vognen.

Vi startede med at holde sommerferie på Camping Blommehaven som ligger kun 5km fra Århus centrum. Bybussen holder lige ved indgangen til pladsen, så det er nemt at komme ind til det pulserende byliv. Pladsen ligger klods op af Marselisborg skovene, meget smukt beliggende direkte til strand og natur. Vi nød at kunne gå ned til vandet og havde en fantastisk uge med høj solskin. Det er en skøn familieplads med mange børnefamilier, og vi har allerede planlagt, at vi vender tilbage dertil i september måned, denne gang dog kun Tommi og mig, vi vil nemlig på kærestetur.

Både Victor og Emil elsker Lego, og derfor bookede vi plads på Legoland Holiday Village i Billund. Mine forventninger var store til pladsen, også fordi prisen var skruet godt op. Men pladsen bar tydelig præg af, at folk kom og gik. Der er ingen her der ligger længere end et par dage. Pladsen var ikke vedligeholdt, græsset var meget langt og hækken alt for høj. Men drengene nød opholdet og turen ind i Legoland.

Som afslutning på campingsæsonen tog vi en weekend til Elite Campingpladsen i Vestbirk. Fordi det var 2. sidste weekend pladsen havde åben, var butikken efterhånden tømt for varer og vandlandet lukket. En mindre plads belliggende med gudenåens vand til tre sider. Men vejret var med os og børnene hyggede sig på legepladsen. Vi er dog enige om, at vi ikke kommer tilbage dertil. Jeg var ikke benovet over pladsens faciliteter, og synes derfor heller ikke, at jeg vil betale så meget ekstra fordi det er en elite camp.

Nu er dette års campingsæson skudt igang og vi lagde ud med en weekend på Arrild Ferieby Campingplads. Pladsen ligger kun 10km væk fra Toftlund, og fordi Victor og Tommi gerne ville ud og fiske, var det et oplagt rejsemål, feriebyen har nemlig en stor fiskesø. Pladsen bar tydelig præg af at der er mange fastliggere, tror endda de ligger der hele året rundt, for mange af teltene var helt grønne af alger. Vi havde en god omend kold weekend med besøg af mine forældre. Det regnede hele lørdag og søndag pakkede vi et vådt fortelt sammen. Pladsen solgte ikke sig selv super godt, så selv om at den ligger tæt på os, tror jeg ikke vi vender tilbage.

Her i weekenden benyttede vi os så af den ekstra fridag og kørte til Halk Strand Camping. Vi fik en plads med den skønneste udsigt ud over vandet. Pladsen er vedligeholdt og rigtig hyggelig indrettet. Solen skinnede og vi havde en skøn weekend! Jeg elsker at have havet tæt på, det giver bare en helt særlig følelse. Vi har allerede booket en plads igen i juni måned, og da tager vi alle 5 afsted. Jeg glæder mig allerede til, jeg skal gå på stranden og samle sten sammen med Anna.



Vi nåede også lige en tur op i skoven, som også ligger i Halk. Her med den skønneste udsigt, man skulle næsten få bygget et shelter, så der var mulighed for overnatning!

Jeg håber, at I alle har haft en god forlænget weekend med masser af sol og fuglefløjt.

Dette indlæg er ikke sponsoreret!
Jeg har bare lyst til at dele vores camping-plads oplevelser med Jer,
måske I kan bruge det til noget og måske kan I anbefale nogen pladser til os.

1 kommentar:

  1. Fedt at du deler. Vi har været meget glade for Hestehaven Camping på Djurs og Thurø Camping.

    SvarSlet

Jeg elsker hver kommentar jeg får, og er du ny så kigger jeg forbi hos dig :)