Den anden dag var familien samlet til brunch hos mine forældre.
I barndomshjemmet, i trygge, varme og rolige rammer.
Vi fejrede min far og havde min dejlige mormor siddende for bordenden.
Min mormor er 85 år. Hun har levet et godt men hårdt liv. Har arbejdet og tjent siden hun var
en helt ung pige. Pudset, skrubbet og skuret, som man jo gjorde dengang. Født i 1928 og som jeg
sagde til Anna den anden aften, olde er faktisk født i de år som TV-serien "Badehotellet" beskriver.
Min mormor har altid været en stor del af mit liv. Et stort plus at vokse op i samme by som
sine bedsteforældre. Jeg har været meget hos dem, min mormor og bedstefar.
Har altid elsket at være hos dem og nyde deres betingelsesløse kærlighed.
Min bedstefar døde da jeg var 16 år. Han var 13 år ældre end min mormor. Det var hårdt og
en stor sorg for mig, nok en sorg jeg aldrig rigtig er kommet mig over, til trods for at han
stadig er en stor del af vores liv, og at vi ofte snakker om ham.
Min mormor har fået diagnosen alzheimers
Det er hårdt, at se hende miste grebet som sit eget liv. Glemme banale ting og være
helt rundt på gulvet, fordi hun har spøgelsesgæster. Men vi er der for hende. Min mor 100%,
hun gør alt for, at hendes liv stadig er værdigt. Vi besøger hende meget og det værdsætter hun.
Min mormor har altid været flittig med håndarbejde. Tør ikke tænke på, hvor mange strømper
hun har strikket til os! Hun har lavet de fineste flakoner og mundservietter i alle regnbuens farver.
Min mor lagde frem hvad min mormor har lavet til hende.
Min mormor beundrede alle de fine ting. "Sikken et arbejde Astrid" sagde hun.
Hun kan ikke huske, at det er hende der har lavet det hele...
For nogen år siden synes jeg, det var for "mormor-agtigt" at bruge flakoner...
Nu synes jeg det er pænt, giver varme og at flakonerne er yndige!
Nu synes jeg det er pænt, giver varme og at flakonerne er yndige!
wow et flot stykke arbejde din mormor har lavet og ja det er trist når ældre mister virkelighede, min mormor vidste de sidste år ikke hvem der var hvem ... håber I gemmer de fine ting :-)
SvarSletKære Helle
SletTak for din kommentar. Vi gemmer alt det hun har lavet og det her er jo kun en brøkdel af min mors ting. Jeg har også flakoner og mundservietter liggende i skufferne + hvad hun har lavet til mine kusiner, min tante og min mors veninder :)
Åhhh søde, dejligt indlæg <3, når jeg ved hvor hård det er for jer.
SvarSletJeg har også nogle flakoner liggende, min farmor har lavet.
Kæmpe krammer <3
Tusind tak Lena! Ja du er jo tæt på og ved hvor følsom jeg (vi) er :)
SletGlæder mig til vi ses på fredag.
Knus
Sikke en fantastisk beretning om en fantastisk kvinde Libbie. Og ja - sikken et arbejde hun har haft, den gode mormor. Også selvom hun måske ikke lige husker den del mere.
SvarSletDet må være meget hårdt at se hende "forsvinde".... det lyder barskt, men det er vel sådan man føler det.
Jeg havde et meget lignende forhold til min bedstemor. Mine bedsteforældre boede også i samme lille landsby som os, det samme gjorde min faster og onkel og min anden onkel. Så jeg har altid været vant til at have min nærmeste familie helt tæt på. Jeg var inde ved bedstemor næsten hver dag. Der lærte jeg at spille kort, spise toast med stærk ost, og sad på bænken i køkkenkrogen med bedstefar og lærte om havens fugle. Bedstefar faldt også bort før bedstemor, han var 10 år ældre. Min bedstemor har altid været stærk. Stærk som i den kraftigste forstand af ordets betydning. Familiens overhoved, var hun. Samlede os alle til mad og hygge. Holdt store fester, rejste rundt i verden, gik i teatret, var besøgsven for de ældre, gjorde en kæmpe indsats for ældre sagen. Hun fik pludseligt en hjerneblødning. Hun fik hjerneskade og blev lam og måtte sidde i en kørestol på et plejehjem. Hun "forsvandt" fra den ene dag til den anden. Det var faktisk lidt som om den bedstemor jeg altid havde kendt døde og blev erstattet af en anden.... det var hårdt.
Hun gik bort for et år siden. Hun fik fred og det var en god ting. Hendes liv var nemlig ikke værdigt mere. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke - på den ene eller den anden måde - tænker på hende. Det kan være flygtigt eller det kan være det store savn jeg mærker. Men hun er med mig.
Det er SÅ fint Libbie at I værner om jeres mormor og er der for hende. Hvor er det dog vigtigt. Det vigtigste her i livet er vores familie. Og det er dejligt at høre at hendes liv er værdigt og at I hjælper hende til at det forbliver sådan.
Jeg er ked af at det blev så lang en kommentar, men dit indlæg rørte mig. Og vores historier har mange paralleller. Så nu fik min bedstemor altså lige lidt spalte plads her hos dig... beklager at jeg "møvede mig ind".
Tak for beretningen om din skønne mormor. Og flakonerne er helt igennem skønne.
Kærligst Malene
Nå ups, jeg fik svaret forneden :)
SletSødeste Malene
SvarSletTUSIND tak for din rørende og hjertlige kommentar. Man kommer helt ind under huden ved hinanden :)
Min mormor har også lært mig at spille kort og gætte kryds&tværs, når hun smurte mig en ostemad pillede hun alle kommen ud af osten for dem kunne jeg ikke lide(!) Rugbrødsmadderne smagte altid bedst hos mormor, indtil jeg for lang tid siden fandt ud af at hun altid smurte smør under *ha ha* hjemme stod den jo på plantemargarine. Hendes lune hjemmebagte franskbrød har vi også nydt godt af, jeg kunne snildt spise 3 stykker med nutella når jeg kom hjem oppe fra hestene. Haps!
Pyhh, Alzheimers er hårdt for både den, det reammer og for dem, der elsker dem. Min mormor fik Alzheimers i en tidlig alder og medicinen havde ikke indvirkning, så det gik pludselige hurtigt for hende. Jeg kan godt huske en masse søde og dejlige ting om min mormor, selvom hendes hovede drillede, men det er sørgeligt at være vidne til et menneskes forfald... mest af alt i den fase, hvor hun selv er bevidst om at hun mister evner. Derefter er det kun os andre, som "lider"...
SvarSletDet er godt, at I er der for din mormor. Hvis I bliver i tvivl om, hvor vidt det har betydning for hende (på et tidspunkt), så bare husk, at det lige så meget har værdi for jer, også selvom det ligger i en trist skygge. Tak fordi du delte en meget fin og personlig historie Libbie :-)
Kh. Dorte Bak
Tusind tak Dorte, man siger også at alzheimers er værst for de pårørende. Men lige nu hvor hun har gode og dårlige dage er det svært når hun er overbevist om at hun ikke er i sit eget hjem...
SletHvor er det dog et flot arbejde hun har lavet. Og hvor er det dejligt at se det fremme. Det giver det hele lidt personlighed.
SvarSletDet er en frygtelig sygdom, jeg ser det stort set hver dag da jeg har fået arbejde på et demensafsnit med 8 demente. Pt er de fleste damer, så i kan tro der bliver snakket om syning og om at hækle. Tager gerne et syblad eller andet med på arbejde i ny og næ samt mine hæklenåle og gran, så bruger vi en hel formiddag og gerne lidt af eftermiddagen på at sidde og kigge i blade snakke om hvad de har lavet. Finder hæklenålene frem og hygger så godt de kan, sommetider vil de bare se på jeg laver noget andre gange vil de bare have fornemmelsen af en hæklenål i hånden igen og ja andre gange kommer der lige noget op i hukommelsen og de begynder at hækle. Men det vigtigste er jeg kan se hvor meget de nyder det hele.
Du er et fantastisk menneske Dina, tusind tak for din kommentar. Min mormor står på venteliste til plejehjemmet og jeg tænker at BARE der er én som dig der når hun kommer, én som kan samle damerne og vække liv i minderne om dengang de var unge.
SletStort mut til dig smukke
Hvor er den et flot indlæg og sikke en masse fantastiske ting din mormor har lavet. Det må være hårdt med sådan en sygdom i familien. Hvor jeg føler med jer.
SvarSletHar det som dig, med de flakoner. Men mit problem er lige for tiden at de ikke får lov at ligge nogle steder - i hvert fald ikke hvis de er i en højde hvor trunten kan komme til. De kan jo bruges til mange andre ting - så som en hat :-)
Når jeg læser dit indlæg kommer jeg sådan til at tænke på min elskede morfar. Vi havde også et helt specielt forhold og hans død for 5 år siden er jeg nok heller aldrig helt kommet mig over. Har stadig mormor som vi holder så meget af.
*ha ha* sådan er det også her :) Så de er først lige kommet frem og Emil plejer at være god til at forstå at nogen ting er mine og andre hans :)
SletTusind tak for din dejlige kommentar, du er så dejlig en pige og jeg håber alt er vel hos Jer.
Håber snart vi ses igen. kh Libbie
Åhhh hvor lyder hun til at være en dejlig mormor og dygtig.
SvarSletSikke nogle fantastiske ting hun har lavet og der er sjæl i hvert stykke arbejde hun har haft i hånden.
Det er rigtig hårdt, når en pårørende får Alzheimers, min farmor fik også denne tålmodighedskrævende sygdom. For den sætter i den grad ens tålmodighed på prøve!
Min farmor fortalte igen og igen den samme historie om hendes graviditet med min far. Historien var en fantastisk beretningen om en tid for længe siden, som jeg er glad for, at være beriget med. Men at høre den for 30. gang...puhhhh.
Desuden kunne hun også huske tiden fra 2. Verdenskrig og snakkede, som om at vi var i 1940erne. Hun kunne ikke huske hvem vi var når kom og ikke huske vi havde været på besøg, det var så grusomt - sikke ensom hun må have følt sig.
Tja til sidst kunne vi kun snakke tysk med hende, hun kom oprindeligt fra Tønder og der snakkede de under krigen meget tysk. Min farmor endte med at blive syg og åndede ud den dag alle hendes børn og børnebørn havde været på besøg og sige farvel og på den samme dato som min farfar - lidt overtroisk men smukt ;o)
Tusind tak for din kommentar Mette!!
SletMormor husker også rigtig mange ting fra de gamle dage. Tit synes jeg det er hyggeligt at høre på, men ja jeg kender også til de historier der bliver fortalt om og om igen. Jeg prøver tit at dreje samtalen og spørge indtil andre ting fra dengang. F.eks. hvordan hun oplevede 2.verdenskrig og hvordan det var da de var unge og havde små børn.
Sikke et smukt og rørende indlæg om din mormor, hvor lyder hun dejlig! Det er hårdt når vores kære bliver gamle - og syge... jeg kender det godt. Men det hjælper at tænke på at/hvis de har haft et langt godt liv. Vi har også older fra '28 og '29 :)
SvarSletÅh, hvor er hun kær og dygtig din mormor, så trist at hun ikke kan huske så godt mere.
SvarSletDet er dejligt at læse at i værdsætter og passer så godt på hende. Hvem der bare stadig havde en mormor <3
Hvor er det trist med din mormor. Men sikke nogle fantastiske ting hun har lavet. Det er godt de får nyt liv og bliver værdsat.
SvarSletDet er ikke første gang du skriver så smukt og hjertevarmt om din elskede mormor... Du er heldig at du har de fantastiske minder at gemme og læne dig op af... Og alzheimers symptomerne kan jeg desværre huske alt for tydeligt... Min egen mormor døde i starten af 90erne... Det var ganske forfærdeligt at se mennesket bagved smuldre væk... Det startede med hun ikke kunne huske om man smurte med kniven eller gaflen. Eller om kaffen skulle i en kop eller et glas... Og sådan fortsatte det... Det værste var nok, da hun til sidst ikke kunne kende os mere. De sidste 10 år af sit liv lå hun i en plejehjemsseng, fuldstændig hjælpeløs og uden mulighed for kontakt med hende... Hun døde da jeg var 22 år.... En af de sidste gange jeg havde kontakt med hende har været omkring min konfirmationsalder... Vi skulle besøge hende på plejehjemmet, og det var hårdt for mig at erkende at barnebarnet Heidi eksisterede ikke længere i hendes bevidsthed... Hun kaldte mig Karen Marie, og spurgte om jeg havde husket at lave mine pligter, hun græd og spurgte om hvorfor hun skulle være her, og hvorfor hun ikke kunne bo hjemme hos mig.... Hun var da så langt tilbage i tiden, at jeg nu var hendes datter Karen Marie.... Det er faktisk lidt hårdt kan jeg mærke lige nu, at skrive. Men det er nok fordi jeg altid bliver så rørt over den store kærlighed du har til din mormor. Og det er så livsbekræftende at læse, hvor meget din familie og dig værner om hende, at I gør så meget for at hun skal ha det godt, og huske så længe hun kan.... Tak fordi du deler det med os....
SvarSletKære Heidi
SletTusind tak for din dejlige kommentar!! Det værdsætter jeg meget og jeg er blevet meget rørt over alle de kommentarer jeg har fået til dette indlæg. Min mormor står mig meget nært.
Jeg kan godt nikke genkendende til det med at det er de mest banale ting de glemmer. Den anden dag skulle jeg forklare hende hvad en burger er, hun leder efter ord som feks kniv "Libbie du ved den der man gør sådan med" og så viser hun mig at hun smørrer...
Stort knus til dig. Kh Libbie
Det er bare sådan en hård og uretfærdig sygdom - netop tabet af værdighed når evner og minder forsvinder er så hårdt for alle. Men hvor lyder hun bare sej og hvor er det dejligt for jer at i har haft sådan et tæt forhold - og hvor har hun været dygtig med sine hænder :-)
SvarSletHold da op, ja, det må man da nok sige er "lidt" af et stykke arbejde der ligger der på bordet. Dejligt at du trods alt stadig har din mormor. Min gik bort, da jeg var 2 år og farmor da jeg var 13 år.
SvarSletSøde Libbie - hvir må det være hårdt! Det er da gået stærkt - havde jo fornøjelsen af at hilse på hende ved vores første møde, den gang var hun da frisk.
SvarSletDet er en ond sygedom, både for den der langsomt mister sig selv, men også for dem tæt på. Jeg håber I sammen kan huske på det gode menneske, der indimellem "gemmer" sig bag sygdommen. Min mors faster (som var barnløs og derfor med tæt på vores familie) led også af sygdommen de sidste 2-3 år af sit liv. Det var svært at acceptere. Vi lavede en bog som vi skrev i når vi besøgte hende, på den måde vidste vi lidt om hvem og hvornår der havde været gæster og hvordan hun havde haft det. Det hjalp os pårørende meget - også fordi iflg. hende selv havde hun jo aldrig gæster.
Tak Pia, ja en del bloggere hilste jo på hende, faktisk hyggeligt og nu tænker jeg at det er dejligt hun nåede at opleve hvad det var jeg havde gang i.
SletMin mor har også lavet en besøgsbog til hende og vi synes faktisk alle at det er hyggeligt at sidde og læse hvem der har været og hvad de har lavet/snakket om :)
Så kan man også altid finde på noget at snakke om.
Hvor kan jeg huske det fra min egen bedstemor som også havde alzheimers...
SvarSletDet værste var når man kom op og besøgte hende, og hun sad og skrev lister hele tiden med vores navne for at prøve at huske os...
Indtil hun ikke længere kunne skrive - Det er ubeskriveligt hårdt at se hvordan et menneske man elsker kæmper sådan imod sin egen "krop"