torsdag den 29. januar 2015

Læseliste #2

 
"Sandheden om Harry Quebert sagen" af Joël Dicker
 
Jeg fik den anbefalet på instagram i begyndelsen af sommeren. Følte jeg blev ved med at være nr. 9 på ventelisten på biblioteket, og endte derfor i ren desperation med selv at købe den, da vi ferierede i Århus. Slugte den derefter med lynets hast.
En fantastisk og gribende krimi med et plot om sandhed, kærlighed, retfærdighed og dét at blive dømt på forhånd.
 
"Kvinden der forsvandt" af Gillian Flynn
 
Fik den af min storebror julen 2013, men kom først i gang med den her i sommer.
Super spændende psykologisk krimi, som nu også er blevet filmatiseret. Nick og Amy er udadtil det perfekte par, men under den pæne overflade gemmer der sig problemer, og parret har hver deres hemmeligheder. Da Amy forsvinder sporløst, falder mistanken hurtigt på Nick, der dog benægter alt. Det viser sig, at en af parterne har udtænkt en uhyggelig djævelsk plan.
 
"Forbandede Yngel" af Anne Cathrine Riebnitzsky
 
Blev anbefalet den af min kollega og heldigvis havde min mor den stående i bogreolen.
I bogen møder vi Lisa som fortæller hele hendes families barske historie. Lisa voksede op i et hjem præget af vold, frygt og svigt sammen med sine fire søskende.
 
Afrika trilogien af Jakob Ejersbo "Eksil", "Revolution" & "Liberty"
 
Faldt over "Liberty" i bogreolen hos vores gode venner og lavede lidt research. Jeg lånte dem på biblioteket, men var heldig, at finde "Liberty" antikvarisk til 40kr. Jeg er sådan indstillet, at jeg helst vil eje mine bøger.. Triologien er blevet en nyklassiker i dansk litteratur!
De 3 bøger kan læses uafhængigt af hinanden. Bøgernes fortællinger har forskellige fortællere, men en stor del af personerne går igen som enten hovedperson eller biperson i flere af fortællingerne.
I "Eksil" møder vi Samantha. Hun er 15 år og har boet i Tanzania siden hun var 3. Fortællingen om Samantha er en barsk og hjerteskærende roman om en ung kvinde, der ikke kan finde fodfæste.
 
"Revolution" indeholder ni fortællinger, der har forskellige hovedpersoner, men som alle, på den ene eller anden måde, har forbindelse til den internationale skole i Moshi, Tanzania.
 
I "Liberty" møder vi Christian, som bor i Tanzania fordi hans forældre er udstationerede. På grund af en tragisk ulykker er Christian overladt til sig selv, han møder den sorte dreng Marcus, der har en helt anden baggrund, og de to udvikler et venskab.
 
"Bogtyven" af Markus Zusak
 
Her er det døden der fortæller! om den unge pige Liesel som er anbragt hos en plejefamilie.
Markus Zusak fortæller en smuk og livsbekræftende historie, med sit fantastiske og levende sprog. Døden har travlt, for 2.verdenskrig hærger og folk lader livet på stribe.
 
"Den Grænseløse" af Jussi Adler-Olsen
 
6. bind om afdeling Q hvor vi atter følger Carl Mørck og hans team.
Vi skal 17 år tilbage og teamet skal forsøge at opklare om den unge kvinde begik selvmord, eller hvad der egentlig skete den skæbnesvanger morgen i svinget på den øde landevej...
Jeg synes, at Jussi sagtens kunne have kogt bogen ned med 150 sider. Den blev mig noget langtrukken til sidst. Jeg har ellers været super glad for afd. Q bøgerne og glæder mig til at min favorit "Flaskepost fra P" kommer i biograferne.
 
Lige nu er jeg igang med "En fjer i stormen" af Emily Wu, en gribende og barsk fortælling om hendes barndom/opvækst i Maos Kina under kulturrevolutionen i 60´erne.
 
-
 
På mit natbord har jeg en stak bøger liggende klar til at blive læst, det er p.t.:
"Den stjålne vej" af Anne Cathrine Riebnitzsky
"Mig før dig" af Jojo Moyes
"Historien om smukke pige" af Rachel Simon
"Flugten fra Camp 14" af Blaine Harden
 
Mon der er nogen der har læst med hertil?? Sikke en omgang. Men jeg håber, at kunne have motiveret bare én af Jer til nyt læsestof, og skriv gerne hvis I vil anbefale noget til mig!
 
 

2 kommentarer:

  1. Jeg må nok erkende jeg aldrig bliver go til " samfundsrealistiske" bøger, jeg tror jeg arbejder for meget med mennesker til dagligt... :0) Nej giv mig en Läckberg, Åsa Larsson eller Linda Castillio, det er go krimi, og luft til hjernen.... Men jeg tror jeg skal have læst Kvinden der forsvandt, det lyder som en bog for mig.. Tak for tippet... :0)

    SvarSlet
  2. Ih hvor er der mange gode bøger! Den første slugte jeg også i løbet af ingen tid. Nr. to har jeg set i biffen (mig der er kun er i biffen to gange om året;-)). Mig før dig ligger også klar hos mig - glæder mig til at høre hvad du synes. Lige nu læser jeg Follett - mangler ca. 250 sider.
    K.h.
    Christina

    SvarSlet

Jeg elsker hver kommentar jeg får, og er du ny så kigger jeg forbi hos dig :)